Job Openings Nordic Product Manager

About the job Nordic Product Manager

Bliv en del af IBSA Nordic som Nordic Product Manager og få ansvaret for lokale kommercielle indsatser, kampagner og salgsunderstøttende aktiviteter inden for fertilitets- og endokrinologiområdet.


Oversæt globale produktstrategier til lokale nordiske brandplaner

Som Nordic Product Manager vil du indgå i marketingteamet, hvor du rapporterer direkte til IBSA's Nordic Marketing Manager. Du vil samtidig arbejde tæt sammen med salgsteamet og den medicinske afdeling i nordisk regi samt være i dialog med kolleger i global marketing og eksterne samarbejdspartnere. Med afsæt i de globale strategier bidrager du til at definere budskaber, value propositions og produktpositionering målrettet relevante HCP-målgrupper, ligesom du medvirker til at planlægge marketingbudgetter for de aktuelle terapiområder. Derudover er du ansvarlig for implementering af brandstrategien gennem udvikling og eksekvering af kampagner, materialer, møder, kongresaktiviteter og digitale initiativer på tværs af de nordiske markeder. For at sikre relevante og værdiskabende aktiviteter vil du løbende følge udviklingen inden for kundebehov, behandlingsmønstre, markedstrends og konkurrentaktiviteter. Du vil desuden udarbejde præsentationer, træningsmaterialer og øvrige salgsunderstøttende værktøjer til dialogen med klinikker, speciallæger og øvrige relevante HCP-målgrupper med input fra dine kolleger i det nordiske salgsteam. Herudover vil du være ansvarlig for, at aktiviteter og materialer lever op til gældende compliancekrav og interne godkendelsesprocesser. Du kan forvente ca. 30–40 rejsedage årligt i forbindelse med nordiske aktiviteter, kundemøder, events og kongresser.

Product Manager med erfaring fra pharma og Rx-marketing

Du kommer med en sundhedsfaglig baggrund som sygeplejerske eller jordemoder, alternativt med en uddannelse inden for business eller life science. Vigtigst er det, at du har gjort dig dine første erfaringer med product- og brand management af receptpligtige lægemidler og har en god forståelse for brand planning, kampagneudvikling og kommerciel eksekvering. Herudover har du indgående kendskab til regler vedrørende compliance, godkendelsesprocesser og code of conduct samt evnen til at omsætte strategi til konkrete tiltag. Dine tidligere roller har givet dig erfaring med markedsdata og performanceopfølgning, og så er du flydende både mundtligt og skriftligt på dansk/skandinavisk og engelsk.

Som person er du hands-on, analytisk, proaktiv, kommercielt skarp og god til at skabe fremdrift. Du kan både tænke strategisk og få materialer, kampagner og aktiviteter implementeret i praksis. Du trives i en rolle, hvor du skal samarbejde tværorganisatorisk, navigere på tværs af nordiske markeder og sikre at strategien bliver omsat til handling.

Gør en forskel for patienterne sammen med IBSA

Som Nordic Product Manager får du muligheden for at styrke og videreudvikle et marked med stort potentiale til gavn for patienternes livskvalitet. Rekrutteringsprocessen varetages af Venaris Executive Search (www.venaris.dk). Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Research, Sofie Rudbech Mathisen på +45 25 12 11 62. Alle henvendelser behandles fortroligt. Tøv endelig ikke med at uploade dit CV, hvis denne stilling er relevant for dig – det er ikke nødvendigt at medsende en ansøgning.

IBSA Nordic ApS

IBSA Nordic er en del af den schweiziske, privatejede medicinalvirksomhed IBSA Group. Organisationen består af ca. 35 medarbejdere i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Baltikum med nordisk hovedkontor i København. IBSA Nordic arbejder med lægemidler og produkter inden for bl.a. fertilitet, endokrinologi, urologi og dermoæstetik. IBSA Nordic er en virksomhed, der forener høj faglighed, ansvarlighed og forretningsforståelse med respekt for mennesker og lokale markeder. Læs mere på: https://www.ibsanordic.com/