Job Openings Byggeteknisk Konsulent

About the job Byggeteknisk Konsulent

Vær med til at videreudvikle og fremme det almene byggeri og dets støtteordninger i et stærkt fagligt og engageret miljø – i en udviklende rolle som byggeteknisk konsulent for Landsbyggefonden.

Byggetekniske sager, besigtigelser og udviklingsprojekter
Som byggeteknisk konsulent bliver du ansvarlig for at forestå sagsbehandlingen af ansøgninger om renoveringsstøtte – i samarbejde med resten af afdelingen for særlig driftsstøtte. Her bliver dine fornemmeste opgaver at varetage rollen som bevilligende myndighed, der sikrer, at ansøgningerne lever op til fondens formkrav, samt som fagkonsulent aktivt at kvalificere de indkomne ansøgninger. Det indebærer også at indgå i en konstruktiv dialog med ansøger samt kommunikere med parter på tværs af faglige og organisatoriske niveauer. Endvidere indebærer din rolle besigtigelse af boligafdelinger i hele landet samt rådgivning og vejledning omkring helhedsplaner, økonomi og byggeteknisk dokumentation. Sidst, men ikke mindst, vil du deltage i diverse udviklingsopgaver og bl.a. indgå i følgegrupper i byggetekniske forskningsprojekter mv.

Ingeniør med bred byggeteknisk viden
Vi forventer, at du er uddannet ingeniør med en alsidig byggeteknisk viden samt god indsigt i byggelovgivning generelt. Du har erfaring fra en almen boligorganisation, en rådgivervirksomhed, en kommunal administration eller anden politisk styret organisation, og vi ser gerne, at du har interesse for den bystrategiske vinkel samt en stor forståelse for de driftsmæssige aspekter i forbindelse med renoveringer. Desuden skal du have erfaring og flair for at arbejde med tal og anlægsbudgetter.

Som person er du udadvendt, initiativrig og struktureret. Du trives med at arbejde selvstændigt, men du er samtidig god til at samarbejde i teams. Dine kommunikative evner er stærke, både mundtligt og skriftligt, og du formår at gøre vanskelige problemstillinger let forståelige. Du formår at skabe overblik over dine projekter og afslutte dem til tiden.

Bliv en del af en central aktør inden for alment byggeri

Her får du muligheden for at blive en del af et team med høj faglighed, stort engagement og stor handlekraft. Du får et selvstændigt ansvar i en organisation med stor tillid til hinanden. Hvis du kan se værdien i at skabe gode rammer for beboerne i boligafdelingerne, så tøv ikke med at søge stillingen. Rekrutteringsprocessen varetages af Venaris Executive Search (www.venaris.dk). Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Research Mie Wisbøl på +45 51 20 37 03. Alle henvendelser behandles fortroligt. Upload dit CV, hvis denne stilling er relevant for dig – det er ikke nødvendigt at medsende ansøgning.

Om Landsbyggefonden

Landsbyggefonden er en selvejende institution. Formålet med fonden er at fremme det almene byggeris selvfinansiering, og dén udgør en hjørnesten i den almene sektors drift, udvikling og sammenhæng. Landsbyggefonden støtter således ekstraordinær renovering, boligsocial indsats samt anden støtte der er nødvendig for at sikre de almene boligafdelingers videre drift. Fonden beskæftiger 53 medarbejdere på deres kontor i indre København. Læs mere her: www.lbf.dk