Job Openings COO

About the job COO

Bliv en central del af AB Inventechs vækstrejse som COO, og stå i spidsen for optimeringen og udviklingen af den operationelle organisation i en førende teknologivirksomhed indenfor den grønne omstilling.

Oversæt forretningsstrategi til operationelle mål

Med reference til administrerende direktør, Niels Kirkegaard, bliver det dit ansvar at sikre en synlig, anerkendende og motiverende ledelse af virksomhedens operationelle organisation fordelt på 3 teams: produktion, lager og planlægning. Som nøglefigur i den øverste ledergruppe vil du være med til at realisere den ambitiøse vækststrategi, hvilket indebærer et tæt samarbejde med teamlederne for at omsætte forretningsstrategien til operative mål med klare handlingsplaner. Dette indebærer bl.a. at stille klare, opnåelige og synlige mål for afdelingerne og herefter sikre en kontinuerlig opfølgning. Et væsentligt punkt på din agenda vil være at sikre at arbejdsrutiner, omkostningsforbrug og kompetenceanvendelser er så hensigtsmæssige, og at der investeres i faciliteter og systemer for at garantere den optimale drift og vedligeholdelse. Andre initiativer for at optimere på driften vil løbende være at overveje muligheder for automatisering af arbejdsfunktioner og etablere nødvendige standarder og certificeringer.

Stærk og motiverende leder med erfaring fra produktionsvirksomheder

Vi forventer, at du har en tung ballast fra lederstillinger i projektvirksomheder med egen produktion, hvor du har opnået solid erfaring med produktion, risikostyring, personaleledelse og procesoptimering. Du har dokumenteret succes med implementering af produktionsstyringssystemer, herunder ERP-rutiner som varenummer- og lagerstyringssystemer og du ved, hvordan man etablerer skalerbare processer. Dine lederegenskaber og indsigt i at arbejde i en tværfaglig projektorganisation gør, at du kan motivere, anerkende og udvikle teams, og du er sublim til at håndtere, inddrage og engagere stakeholders. Du besidder stærke kommunikations- og præsentationsegenskaber på dansk og engelsk, skriftligt såvel som mundtligt.

Du er ambitiøs på egne og din organisations vegne, og dine stærke analytiske og problemløsningsfærdigheder er ikke til at tage fejl af. Du har kompetencerne og værktøjerne til at operere på det strategiske såvel som det operationelle niveau, med særligt henblik på eksekvering af konkrete initiativer og implementering af innovative projekter. Personligt er du udviklingsorienteret og handlekraftig med evnen til at skære igennem og træffe nødvendige beslutninger. Dit fleksible, nysgerrige og innovative væsen bevirker, at du trives bedst i en entreprenørpræget virksomhedskultur. Du sætter barren højt for udvikling og samarbejde, og så er du kendt for at omfavne og drive forandringer.

Få en central rolle i udviklingen af AB Inventechs markedsposition

Vær med til at drive professionalisering af hele værdikæden i AB Inventech og sikre indfrielsen af de potentielle fremtidige kommercielle mål. Rekrutteringsprocessen varetages af Venaris Executive Search (www.venaris.dk). Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Head of Research, Sofie Rudbech Mathisen på sm@venaris.dk. Alle henvendelser behandles fortroligt. Tøv endelig ikke med at uploade dit CV, hvis denne stilling er relevant for dig - det er ikke nødvendigt at medsende ansøgning.

AB Inventech A/S

AB Inventech A/S har hovedsæde i Ikast og er en af Danmarks førende automationsvirksomheder, som leverer specialmaskiner til den grønne omstilling. Virksomheden er grundlagt af Arne Bech i 1989 og har siden da udviklet sig til at være en anerkendt aktør i automationsbranchen i Danmark og i udlandet. Virksomheden beskæftiger mere end 100 højt kvalificerede medarbejdere, som sammen udgør et stærkt team af ingeniører, teknikere og specialister, der arbejder tæt sammen med kunderne for at forstå deres behov og herigennem skabe skræddersyede løsninger af højeste kvalitet. AB Inventech har et bredt netværk af yderst pålidelige danske og internationale partnere og er i dag ejet af den svenske kapitalfond Alder AB.