About the job Jurist/Advokat
Bliv en del af en dedikeret og ambitiøs brancheorganisation i et tempofyldt og foranderligt miljø, hvor ny lovgivning kræver hurtig, præcis og individuel juridisk rådgivning af medlemmer.
Dybdegående og tæt juridisk rådgivning
Som jurist i AutoBranchens afdeling for juridisk rådgivning vil du referere til den juridiske chef, og indgå i et team på to jurister udover dig. Du vil bistå afdelingen i at løse afvekslende og udfordrende opgaver både for medlemmer og internt i organisationen. Du vil komme til at rådgive inden for en bred vifte af områder med hovedvægt på GDPR, skat, digitalt bilsalg og konkurrenceret. Derudover vil du føre sager i Ankenævnet for Biler og arbejde med afgifts- og momsrelaterede udfordringer. En anden væsentlig del af din opgave er at foretage medlemsbesøg, hvor du kan fordybe dig i medlemmernes behov og udfordringer. Denne direkte kontakt giver dig en essentiel indsigt, der er afgørende for at tilbyde tilpasset rådgivning. Gennem disse besøg opbygger du tætte relationer til medlemmerne, hvilket fremmer tillid og sikrer, at rådgivningen er nøjagtig og relevant for hver enkelt virksomhed. Endeligt vil du også få til opgave at afholde kurser og webinarer, der skal gøre juridiske problemstillinger let tilgængelige og forståelige for medlemmer.
Erfaren jurist med interesse for bilindustrien
Vi forventer, at du har baggrund som enten jurist eller advokat, og at du derudover har erhvervserfaring inden for rådgivning og sagsbehandling samt et bredt kendskab til en række juridiske fagområder relateret til bilindustrien. Denne erfaring har udstyret dig med en skarp analytisk tankegang, en metodisk tilgang til arbejde og evnen til at fange de vigtige detaljer i komplekse juridiske sager. Dine færdigheder strækker sig også til at håndtere sager ved Ankenævnet for Biler og navigere i udfordringer relateret til afgifter og moms.
Som person er du ikke bange for at udfordre dig selv, og du har en nysgerrig og åben tilgang til nye opgaver. Det er essentielt for rollen, at du har interesse for biler, og du formår at koble det tekniske med juraen. Vigtigst af alt er du en dedikeret teamplayer, der værdsætter samarbejde og arbejder målrettet for at sikre, at hele afdelingen når i mål. Du er en proaktiv og nysgerrig teamplayer, der trives med uforudsigelige arbejdsdage, præget af nye lovgivninger og retspraksisser, samt en skiftende arbejdsuge fordelt på kontordage og medlemsbesøg.
Her kan du koble din interesse med juridisk rådgivning
Her får du muligheden at blive en del af en engageret organisation, som gør en stor forskel for branchen, og hvor du samtidig kan koble din interesse for biler med din faglige juridiske viden. Rekrutteringsprocessen varetages af Venaris Executive Search (www.venaris.dk). Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Partner Mie Wisbøl på +45 5120 3703. Alle henvendelser behandles fortroligt. Tøv endelig ikke med at uploade dit CV, hvis denne stilling er relevant for dig - det er ikke nødvendigt at medsende ansøgning.
AutoBranchen Danmark
AutoBranchen Danmark er en brancheorganisation som repræsenterer ny- og brugtvognsforhandlere, værksteder og autolakerere. De har omtrent 1.200 medlemmer over hele landet, som til sammen beskæftiger mere end 20.000 medarbejdere og omsætter for ca. 50 mia. kr. årligt. AutoBranchen er en organisation, som varetager deres medlemmers interesser over for politikere og myndigheder i en branche i rivende udvikling ift. den grønne omstilling og digitalisering af arbejdsgange i forretningerne. AutoBranchen beskæftiger 21 medarbejdere, som dagligt leverer juridisk rådgivning og en lang række andre medlemsydelser fra deres kontor centralt i København, og med udsigt over vandet, på Langebrogade.